Charlottenburg-Wilmersdorf – cityområdet i Berlins vestlige del

Den 1. januar 2001 blev de daværende berlinske distrikter Charlottenburg og Wilmersdorf lagt sammen til den nye bydel Charlottenburg-Wilmersdorf med omkring 315.000 indbyggere. Det er det vestlige Berlins cityområde med Kurfürstendamm som pulserende midtpunkt. Men området har meget mere at byde på, fra Gedächtniskirche til Teufelsberg, fra Havelstrand til det tekniske universitet, fra Olympiastadion til Horst-Dohm-isstadion, fra Charlottenburg-slottet til Volkspark Wilmersdorf, fra Deutsche Oper til teateret Schaubühne….

Landsbyen Lietzow blev nævnt første gang under navnet Lucene i 1239. Den fik særlig betydning med bygningen af slottet Lietzenburg fra 1695. Kurfyrst Friedrich III, den senere preussiske konge Friedrich I, skænkede sin hustru Sophie Charlotte sognet Lietzow og de omkringliggende jorder til opførelse af en sommerresidens. Syd for slottet opstod der langs med den nuværende Schloßstraße en lille bebyggelse til hoffets tjenestefolk. Efter dronningens tidlige død fik slottet og bebyggelsen i 1705 navnet Charlottenburg. Kongen gav også i 1705 bebyggelsen købstadsrettigheder. I 1720 blev landsbyen Lietzow en del af Charlottenburg.

Efter 1878 er der med det tekniske universitet, det nuværende Universität der Künste i Charlottenburg, firmaet Siemens og andre virksomheder og institutter opstået et betydningsfuldt videnskabeligt og teknisk midtpunkt.
I slutningen af det 19. århundrede opstod der med udbygningen af Kurfürstendamm til storstadsboulevard efterhånden et bycentrum i Charlottenburg og Wilmersdorf, som hurtigt udviklede sig til at blive en livlig konkurrent til den gamle berlinske bymidte omkring Unter den Linden og Friedrichstraße. Blandingen af kultur, handel og gastronomi gjorde sammen med et betydeligt antal storslåede boliger i de unge storbyer Charlottenburg og Wilmersdorf på få år bydelene til nogle af de mest attraktive kvarterer i det daværende Berlin og omegn. I 1896 opstod Theater des Westens, i 1907 Schiller Theater og Kaufhaus des Westens, i 1912 operahuset, som blev ødelagt under den Anden Verdenskrig, og som i 1961 blev erstattet af Deutsche Oper Berlin.

I 1920 oprettedes Storberlin, Charlottenburg og Wilmersdorf blev administrative distrikter i Berlin. I 20’erne oplevede “Berlin W” som Berlins vestlige city rundt om Kurfürstendamm i Charlottenburg og Wilmersdorf sit foreløbige højdepunkt som cityfilial og internationalt berømt promenadestrøg: moderne biografer, teatre, kabaretscener, revyer, dansecaféer og smarte forretninger lokkede både turister og berlinere til det vestlige city. Den, der ville opleve det historiske Berlin, tog til Alexanderplatz og promenerede ad “Unter den Linden” til Brandenburger Tor. Den, der ville opleve det moderne, sprudlende, internationale Berlin i takt med tiden, han søgte det omkring Gedächtniskirche – “rund um die Gedächtniskirche rum”; – som en af de populære revyer dengang hed. For den amerikanske forfatter Thomas Wolfe var Kurfürstendamm dengang “Europas største café”.

Men de nye berlinske bydele Charlottenburg og Wilmersdorf – de var ikke kun det vestlige city. De omfattede fornemme villakvarterer som Westend og Grunewald, vidtstrakte borgerlige boligområder, som f.eks. i Schmargendorf, i Rheingauer Viertel omkring Rüdesheimer Platz, i Eichkamp eller langs Heerstraße, men også moderne boligkomplekser som Siemensstadt. De omfattede også store havekolonier og en stor del af Grunewald – et populært udflugtsmål for alle berlinere.
Til Charlottenburg og Wilmersdorf hørte også messeområdet med Funkturm, der blev indviet i 1926, Avus – Tysklands første bilvæddeløbsbane, bygget i 1921 – og Olympiastadion, der blev bygget til de Olympiske Lege i 1936.

Nationalsocialismen ødelagde meget, frem for alt som følge af fordrivelsen og udryddelsen af den jødiske befolkning. Charlottenburg og Wilmersdorf havde siden 20’erne været de to bydele med det største antal jødiske indbyggere i forhold til befolkningstallet. Mange jøder havde som erhvervsfolk, kunstnere, intellektuelle, forfattere og mæcener en stor andel i det vestlige Berlins internationale udstråling. Efter at det indre grundlag for denne succeshistorie var tilintetgjort, efterlod den Anden Verdenskrig også umiddelbart synlige ødelæggelser af mange værdifulde bygninger. Ruinerne af Gedächtniskirches tårn står som et manende mindesmærke imod krigen og vidner herom.

Et resultat af fjernelsen af ruinerne efter den Anden Verdenskrig er Teufelsberg, der kan ses vidt omkring og med sine 115 meter er lige så højt som Berlins naturlige højeste punkt, Müggelberge i Köpenick. Der blev bygget nye boligkomplekser, i 1958 Le-Corbusier-Haus, i 1960 Paul-Hertz-kvarteret og i 1982 den spektakulære bebyggelse hen over motorvejen ved Schlangenbader Straße.
Med delingen af byen blev den tidligere cityfilial til Vestberlins nye city, til “Vestens udstillingsvindue”. Der opstod nye vartegn som Europa-Centeret og det Internationale Congress Centrum ICC.

Efter Murens fald i 1989 er der igen kommet konkurrence imellem Berlins to centre, og det er netop Berlins mangfoldighed, der virker tiltrækkende. Siden 1990 er City-West hele tiden undergået en modernisering, og i Charlottenburg-Wilmersdorf er der opstået betydningsfulde nye bygninger – med Spreestadt mellem Landwehrkanal og Spree endda en helt ny bydel, der fortsætter Charlottenburgs tradition som hjemsted for erhvervsliv og videnskab. Fra 2009 skal et kæmpemæssigt pariserhjul ved Bahnhof Zoo trække yderligere turister til.
Men også i dag gælder det: Den, der kender det vestlige city, kender alligevel ikke bydelen Charlottenburg-Wilmersdorf. Den har meget mere at byde på – fra friluftsscenen Waldbühne til kabareten Bar jeder Vernunft, fra Grunewald-tårnet til Berggruen-museet …